Gå til hovedindhold

Ny hvalp i hjemmet?

Hvad er vigtigt med en ny hvalp i hjemmet?

Det er vigtigt at din hvalp vænner sig til pelsplejen som en naturlig del af dens liv fra start.

Både for hundens og din skyld – det er mange år fremover du skal børste den og sende den til hundeklipperen, og det er ikke sjovt for nogle af jer, hvis den er utryg eller bange. Og det er dig som ejer, der skal hjælpe den med at lære, at det er helt ufarligt.

Tænk på det som en investering i din hunds velvære og trivsel:

  • Du styrker jeres bånd gennem hyggelige stunder med børste og kærlig berøring
  • Du holder pelsen sund og fri for filtre
  • Du opdager hurtigt hudproblemer, flåter, lopper og lignende
  • Din hund bliver mere afslappet i at blive “håndteret”, som kommer til gavn hos både hundeklipper og dyrlæge
Hvornår skal min hvalp til hundeklipper første gang?

Det korte svar er “jo før, jo bedre”. Pelspleje og håndtering er en færdighed der skal læres ligesom renlighed, socialisering osv. er – og en hvalp lærer hurtigst i dens “prægningsperiode” som starter fra den er 8 uger gammel.

Pelspleje handler ikke kun om udseende, men er også en vigtig del af hundens sundhed. Regelmæssig pleje forebygger smertefuld filter og knuder i pelsen, og giver dig bedre forudsætning for at opdage hudproblemer, snavs, flåter og lopper, der kan skade hundens velbefindende.

Hvalpeforløb hos Poteværk

Jeg har sammensat et forløb på 3 gange til din hvalp, så den gradvist lærer mig, lyde, lugte og maskiner at kende – krydret med masser af ros, nus og godbidder. Når så det efterfølgende bliver tid til den første klipning, er der elementer der føles trygge og velkendte.

Hvalpen bør starte allerede fra 9-10 ugers alderen, eller snarest derefter. Du får vejledning og gode råd til øvelser med hjem, så skabelsen af tryghed ikke kun bliver hos mig – men også hjemme.

1. gang: hvalpen skal lære mig at kende, at stå på bordet, lyde fra føn og trimmer og måske at få klippet lidt på poterne. Formålet er, at hvalpen skal forbinde det hele med noget positivt, så jeg går forsigtigt frem og observerer undervejs. 

2. gang: hvalpen begynder at forstå hvad der skal ske, kender mig og stedet, og det bliver allerede lettere. Vi fortsætter fra sidst – måske klipper vi poter, negle og ved øjne og numse, måske det venter til næste gang.

3. gang: vi fortsætter med øvelsen fra sidst – og alt afhængig af hvor meget hvalpen vil være med til, bygger vi lidt på.

    Fokus, både i hvalpeforløbet samt de første par hvalpeklipninger, er tryghed – og ikke en korrekt og perfekt klipning.
    Hvalpe står sjældent stille på bordet – hvilket er helt normalt!